Screening og kortlægning af byggeaffald

Ifølge affaldsbekendtgørelsens kapitel 13, § 78 og § 79 har bygherren pligt til at screene og evt. kortlægge for PCB ved renovering eller nedrivning af bygninger og anlæg eller dele heraf, der er opført eller renoveret i perioden 1950 til 1977. Det gælder, hvis renoveringen eller nedrivningen vedrører mere end 10 m2 af en bygning eller et anlæg, eller hvis arbejdet frembringer mere end 1 ton affald. Endvidere gælder pligten ved udskiftning af termoruder, der kan være fremstillet i perioden 1950 til 1977.

For bygninger opført eller renoveret mellem 1950 og 1977 skal der desuden altid udfyldes et screeningsskema for PCB, når byggeaffald anmeldes. Der findes et screeningsskema i affaldsbekendtgørelsens bilag 11, som skal benyttes.

Kortlægning
Hvis der svares ja til et eller flere spørgsmål i screeningsskemaet om PCB, skal bygherren få foretaget en kortlægning af de bygningsdele, der kan indeholde PCB.

Kortlægningen skal indeholde følgende oplysninger:

  1. Resultat af analyser af repræsentative materialeprøver og en beskrivelse af den visuelle vurdering, der ligger til grund for materialeprøverne
  2. Forekomsten og mængden af PCB-holdigt materiale
  3. Placering af PCB-holdigt materiale angivet med et billede eller en tegning, hvor der kan opstå tvivl
  4. Hvordan PCB-holdigt materiale gennem mærkning, skiltning eller andre tiltag er identificeret
  5. Hvordan PCB-holdigt materiale er planlagt fjernet og håndteret

Bortset fra regler for PCB er der i dag kun få præcise regler og anvisninger for, hvorledes screening og kortlægning af miljøfarlige stoffer skal gennemføres.

XRF-scanning giver fingerpeg om tungmetaller
Ved nedrivning eller renovering kan scanning med en håndholdt XRF-scanner give en indikation af, om der er tungmetaller i bygninger. Læs kvikguide om brug af XRF-scanner.

Mere viden om god praksis
DAKOFA (Dansk Kompetencecenter for Affald og Ressourcer) er en selvejende medlemsorganisation for den danske affalds- og ressourcesektor. DAKOFA har gennem de senere år arbejdet på at samle byggebranchen i en fælles forståelse af, hvordan reglerne om screening og kortlægning skal tolkes, og hvad der opfattes at være god praksis på området.

Hvis du vil vide mere, kan du søge informationer og finde en række praktiske Viden Om-ark udarbejdet af DAKOFA (Dansk Kompetencecenter for Affald og Ressourcer):

Viden om definitioner og begreber
Indeholder bl.a. begreber og definitioner omkring screening og kortlægning.

Viden om prioriterede stoffer og materialer
Gennemgår kort krav og regler, fx om hvilke stoffer der er omfattet af krav om screening og kortlægning, samt hvilke stoffer, der under normale forhold bør indgå i screeningen og kortlægningen af bygninger.