Genanvendelse

Der ligger et stort potentiale i at genbruge og genanvende byggematerialer, og i Danmark findes der allerede mange gode eksempler på effektiv genbrug og genanvendelse.

Byggematerialer kan i vid udstrækning genbruges eller genanvendes - men der er også faldgruber. Dels kan der være risiko for, at brugte byggevarer indeholder miljøfarlige stoffer, og dels lever brugte byggevarer ikke nødvendigvis op til nutidens krav til byggematerialer.

Her på siden finder du bl.a. det Digitale Materialeatlas. Brug det til at få overblik over muligheder for genbrug og genanvendelse af en række byggematerialer og risikoen for, at der findes problematiske stoffer i materiale fra forskellige tidsperioder.

Hvilken lovgivning gælder?

Der er forskel på genbrug og genanvendelse.

Genbrug er, når en gammel byggevare anvendes igen direkte til samme formål uden forarbejdning eller ved mindre forarbejdning i form af fx reparation, vask og rensning. Om der sker forarbejdning eller ej, afgør, hvilken lovgivning der skal følges:

Byggevarer, der kan genbruges direkte uden forarbejdning

  • er ikke affald
  • er ikke omfattet af affaldslovgivningen
  • er omfattet af byggelovgivningen

Byggevarer, der kan genbruges efter en mindre forarbejdning

  • skal forberedes til genbrug
  • er omfattet af affaldslovgivningen
  • er omfattet af byggelovgivningen, når de sættes på markedet og indgår i nyt byggeri

Genanvendelse er, når affaldsmaterialerne bliver forarbejdet og derefter indgår i produktionen af nye byggevarer eller byggematerialer, og her gælder følgende:

  • affaldsmaterialerne er omfattet af affaldslovgivningen, når affaldet bliver bearbejdet
  • byggevarerne er omfattet af byggelovgivningen, når de sættes på markedet og indgår i nyt byggeri

Genbrug ligger højest i affaldshierarkiet, fordi det er mere ressourcebesparelse at genbruge end at genanvende. Læs mere om affaldshierarkiet. Bygge- og anlægsaffald, der genanvendes som erstatning for naturlige sten og grusmaterialer, må ikke forurene jord og grundvand.Vær obs på arbejdsmiljøet
Når der benyttes nye byggemetoder for at kunne genanvende eller genbruge byggematerialer, er det desuden vigtigt at afdække, om der kan forekomme arbejdsmiljøproblemer, så disse kan forebygges. 

Kend kravene
Når du vil indbygge genbrugte og genanvendte materialer i en bygning, er det vigtigt, at du som bygherre, rådgiver eller entreprenør kender de krav de pågældende materialer vil blive mødt med. Desuden bør du have kendskab til byggematerialets kompleksitet, produktionsproces, alder, indholdsstoffer, tidligere anvendelse o.l. Det er særligt vigtigt, når materialerne skal skifte anvendelsesområde, dvs. skal indbygges i bygningen på en måde, som ikke oprindeligt var tiltænkt for materialerne.